Hej og velkommen til min lille shop

 

Jeg hedder Ina, og jeg er lidt af en krea-tosse. Jeg er typen, der ikke kan se fjernsyn uden at sidde med mit hækle- eller strikketøj i hænderne, og jeg er typen, der har det bedst med at have nye projekter igang hele tiden.

 

Jeg slapper ærlig talt rigtig godt af foran symaskinen. Det har jeg selv, min kæreste, familie og venner nydt godt af længe. Og jeg har fået rigtig glade omgivelser af det. MEN! - det har også givet mig en masse rester i skabet. Både rester hvor noget af materialet er blevet brugt til andre projekter, men også materialer fra projekter der bare aldrig blev til noget. Derfor har jeg besluttet mig for at få brugt alle de rester, og sælge ud af det, jeg får lavet af dem.

 

Du vil nok opleve, at min lille inainashop kommer til at variere noget i sit udvalg, netop fordi det meste af det, der bliver lavet hertil, vil være lavet af de rester, jeg kan finde i gemmerne. Jeg ser det som en del af charmen.

 

Min kæreste, Morten, sagde straks ja, da jeg spurgte om han ville hjælpe med at lave shoppens hjemmeside. Nu kan jeg ikke lade være med at tænke på, om det måske er fordi, han synes, vi mangler plads på hylderne rundt omkring :)

 

Kig rundt, og tøv ikke med at sende mig en mail, hvis du har nogle spørgsmål. Hvis du er typen, der godt kan lide, at lave tingene selv, så er min blog inaina.dk måske noget for dig.